136
stændigt Hus, Hr. Kaptejn, og jeg vilde aldrig taale, aldrig selv taale nogen Skandale. Men de var fulde, da de kom og forlangte endda tre Flasker, og saa satte den ene af dem Benene til Vejrs og spillede Fortepiano med Fødderne, og det er da ikke pænt i et anstændigt Hus, og han ødelagde mig hele Fortepianoet, og han opførte sig alt andet end pænt, har jeg sagt. Og han tog en Flaske og saa slog han dem allesammen i Nakken med Flasken. Og da jeg saa raabte paa Portneren, og Karl kom, saa slog han Øjet sort og blaat paa Karl, og Henriette slog han ogsaa i Øjet, og mig slog han fem Gange paa Kinden. Og det er ikke fint i et anstændigt Hus, Hr. Kaptejn, og jeg skreg. Og saa lukkede han det Vindue, som vender til Kanalen, op og gav sig til at skrige og grynte ud ad Vinduet som en Gris; og det var da en Skam. At staa og grynte gennem Vinduet ud paa Gaden som en Gris? Fy, for en Ulykke! Og Karl trak ham bag fra i Frakken for at faa ham væk fra Vinduet, og — ja, det er sandt, Hr. Kaptejn — saa kom han til at rive Frakken itu paa ham. Og saa skreg han op om, at man skulde give ham femten Rubler i Erstatning. Og jeg har selv, Hr. Kaptejn, betalt ham femten Rubler for Frakken. Og det er en uanstændig Gæst, Hr. Kaptejn, og det var ham, som gjorde alt Vrøvlet. Og saa sagde han, at han vilde skrive i alle Aviser om os.”
„Det var altsaa en Avisskriver?”
„Ja, Hr. Kaptejn, og er det ikke en uanstændig Gæst, naar han i et anstændigt Hus…”
„Naa, ja, det er godt! Men jeg har jo sagt Dig, har jeg ikke sagt Dig…!”
„Ilja Petrowitsch!” sagde atter Sekretæren med Betoning i Stemmen. Løjtnanten saa hen paa ham, og Sekretæren nikkede let med Hovedet.