141
han havde skriftet, — men besynderligt nok, det var ham nu fuldstændig ligegyldigt. Havde han kunnet tænke en Smule klart, vilde han vistnok have undret sig over, hvorledes det overhovedet havde været ham muligt at tale med disse Folk paa denne Maade og endog lægge sine Følelser blot for dem.
Hvorfra kom denne Sentimentalitet saa pludselig? Ja, selv om Stuen ikke havde været fuld af Politimænd, men af hans egne intimeste Venner, — nu vilde han sandsynligvis ikke have kunnet henvende et eneste fortroligt Ord til dem, en saadan Tomhed var der pludselig opstaaet i ham. En melankolsk Følelse af den mest pinende, uendelige Ensomhed og Forladthed fremstillede sig pludselig for hans Sjæl. Det var hverken en Følelse af Skam over at have spildt alle sine Hjærteudgydelser paa Ilja Petrowitsch, eller Følelsen af, at denne Løjtnant nu triumferede over ham, som paa engang foraarsagede denne Forandring. Hvad brød han sig vel nu om Skam, om Ærgærrighed, Løjtnanter, Gældsfordringer, Politikontorer osv.! Havde man nu dømt ham til Baalet, vilde han knapt have rørt sig, knapt hørt paa Dommen.
Noget ganske fremmed, nyt, uventet, som han aldrig havde kendt før, var pludselig opstaaet i hans Indre; det var ingen egenlig Erkendelse, — kun en klar, meget stærk Følelse af, at han ikke mere maatte komme med hverken saadanne sentimentale Udgydelser som før, eller overhovedet med nogensomhelst Slags Fortrolighed til disse Folk i Politikontoret, selv om her i Stedet for Politiofficerer stod lutter Brødre og Søstre.
Han havde aldrig nogensinde før havt en saa besynderlig, frygtelig Følelse; og det pinligste ved den var, at det her ikke galdt et klart Begreb, en
