142
Erkendelse, men en Følelse, som han endnu aldrig i hele sit Liv havde kendt noget pinligere.
Sekretæren begyndte at diktere ham efter Formularen for den i saadanne Tilfælde brugelige Erklæring? Jeg kan nu ikke betale, men lover at gøre det til den og den Termin, vil ikke fjærne mig fra Staden, vil ikke hverken sælge eller bortskænke osv.
„Men De kan jo ikke skrive, Pennen falder ud af Haanden paa Dem,” bemærkede Sekretæren og betragtede Raskolnikow opmærksomt; „er De syg?”
„Ja — jeg er svimmel!… diktér De bare videre!”
„Det er færdigt; underskriv!”
Sekretæren tog Papiret og gav sig i Lag med noget andet Arbejde.
Raskolnikow lagde Pennen bort, men i Stedet for at rejse sig og gaa, støttede han Albuerne paa Bordet og hvilede sit Hoved i Hænderne; det var, som om et Søm var slaaet ind i Hovedet.
En underlig Tanke foer gennem hans Hjærne: han vilde staa op straks, gaa hen til Nikodim Fomitsch og fortælle ham alt, hvad han havde gjort i Gaar, uden at fortie en eneste Enkelthed, — derefter faa ham med til sit Hjem, og vise ham Sagerne henne i Krogen bag Tapetet. Trangen til at gøre det var saa stærk, at han allerede havde rejst sig for at udføre det. Skulde jeg ikke i det mindste endnu overveje det et Minut? foer det ham dog gennem Hovedet. Nej, heller lade være at overveje, og dermed basta!
Men pludselig blev han staaende som fastnaglet. Nikodim Fomitsch talte ivrig med Ilja Petrowitsch, og han opfangede følgende Ord:
„Det er umuligt, man maa løslade dem begge to igen. For det første taler alt imod den stillede Formodning; ja døm bare selv: Hvorfor skulde de
