145
med særlig Betoning. Nikodim Fomitsch vilde endnu have sagt noget, men tav, da han saa Sekretærens Blik rettet paa sig. En almindelig Tavshed indtraadte pludselig; den var besynderlig.
„Naa, det er godt,” sluttede Ilja Petrowitsch, „vi skal ikke længer opholde Dem.”
Raskolnikow gik. Han kunde endnu høre, hvorledes Samtalen pludselig atter blev livlig, da han var gaaet, og at Nikodim Fomitsch's spørgende Stemme især lød højt fremfor de øvriges .... Først nede paa Gaden kom han helt til sig selv.
„De vil foretage en Husundersøgelse og det straks!” sagde han til sig selv og skyndte sig. „De Hallunker, de har faaet Mistanke!”
Og Angsten fra før greb ham paany.
IX.
„Men hvis der allerede har fundet en Undersøgelse Sted?… Sæt, at de allerede har været inde hos mig?…”
Endelig var han i sit Værelse; … ikke en Mors Sjæl havde været der; … selv Nastasia havde ikke rørt ved noget. Men Herre Gud! at jeg før kunde lade alle de farlige Sager ligge henne i Krogen?”
Han styrtede hen til Gemmestedet og hentede alle Tingene frem fra Tapetet for at stikke dem i Lommerne. Der var otte Genstande: To smaa Æsker med Ørenringe eller andet Stads — han saa ikke efter, — dernæst fire smaa Læderetuier, en Kæde, indpakket i Avispapir, og saa noget, maaske en Orden, ogsaa indsvøbt i Avispapir.
Det Hele blev fordelt i forskellige Lommer, og han sørgede for, at ingen Ting kunde mærkes.
