146
Pungen tog han ogsaa med. Saa gik han ud og lod denne Gang Døren staa paa vid Gab.
Han gik hurtig og med faste Skridt, skønt han var tilpas, som om han var gennempryglet; men han var ved fuld Bevidsthed. Nu var det hans eneste Bekymring, at man kunde efterspore ham, at der allerede om en halv Time, ja om et Kvarter, kunde være udstedt Befaling til at holde Øje med ham. Han maatte altsaa for enhver Pris se at faa alt af Vejen. Han maatte være færdig med det saa længe der endnu var Spor af fysisk og aandelig Kraft tilbage hos ham.... men hvor skulde han gøre det?
Allerede forlængst havde han fattet en Beslutning. Jeg kaster det i Kanalen altsammen — saa er der en Ende paa Tingen! Saaledes havde han besluttet om Natten i sine Feberfantasier.... i hine Øjeblikle, da han prøvede paa at mande sig op og gaa sin Vej: hurtigt, blot hurtigt, kaste det altsammen bort! Men det var lettere sagt end gjort.
Han drev i en halv Times Tid eller maaske længere omkring ved Bredden af Katharinakanalen, og saa efter de Steder, som førte ned til Vandet. Men der var ingen Mulighed for at faa Planen udført, enten laa der Baade, eller Vaskekoner skyllede Tøj, og overalt var der Mylr af Mennesker. Fra alle Kanter kan man se, om nogen gik ned, blev staaende og kastede noget ned i Vandet; det var altsaa umuligt. Og tænk, om saa Futteralerne ikke sank, men flød ovenpaa — og det var jo sandsynligt —, saa vilde naturligvis enhver straks se det. Desuden tiltrak han sig jo alles Opmærksomhed; man saa efter ham, som om man ikke gav Agt paa andet end ham. — Hvad kan det komme af, eller er det bare mig selv, som ser saaledes paa Sagerne? — tænkte han.
