147
Endelig faldt den Tanke ham ind, om det ikke var bedre, at han gik til Newaen. Der var færre Mennesker; og det var ikke saa paafaldende, — men i al Fald længere borte herfra; hen paa et Sted, hvor der var bedre Anledning end her.
Han undrede sig over, at han ikke før havde tænkt paa dette; nu havde han spildt en halv Time, ene og alene fordi han om Natten i Feberhede havde tænkt sig det saaledes! Han var meget adspredt og glemsom, og han følte det; men nu vilde han skynde sig.
Han gik langs med W-Prospektet. Men undervejs overvejede han igen: Hvorfor egenlig til Newa? Hvorfor i Vandet? Var det ikke bedre at grave altsammen ned langt borte, paa Øerne, paa et ensomt Sted i Skoven, inde i et Krat, og saa mærke sig Stedet? Og skønt han følte, at han ikke var i Stand til at overveje alting klart og grundigt, saa syntes det ham dog, som om der ikke var noget at indvende mod denne Plan.
Men heller ikke den kom til Udførelse. Da han nemlig fra W-Prospektet var kommen hen paa Pladsen, saa han til venstre en af nøgne Mure omgiven Tomt. Paa denne Tomt var der en af et Plankeværk omgiven Plads, hvor der laa Bygningsmaterialier, og længere inde laa der bag et Plankeværk et sodet Hus, formodenlig et Smedeværksted.
„Her kunde der være Anledning til at kaste alt fra sig og saa gaa sin Vej.” Han saa sig opmærksom om, og da han ikke saa nogen, gik han rask ind. Han var netop i Begreb med at stikke Hænderne i Lommerne, da han i Krogen bag Porten fik Øje paa en stor ikke tilhuggen Sten, der omtrent kunde veje et halvt Centner. Den laa ved Muren, som skilte Tomten fra Gaden.
Udenfor gik Folk frem og tilbage, men derhen
