148
kunde ingen se, hvis da ikke netop nogen skulde komme ind fra Gaden. Det kunde jo ganske vist ske, og det galdt om at skynde sig.
Han samlede alle sine Kræfter, og det lykkedes ham at faa væltet Stenen bort fra dens Plads. Derved fremkom der en Hulning i Jorden, og ned i den kastede han sine Lommers Indhold, Pungen lagde han øverst. Saa væltede han atter Stenen over, og den kom ganske rigtig paa sin Plads igen, kun laa den maaske en lille Smule højere. Han skrabede Jorden sammen igen, stampede den fast med Fødderne, og der kunde ikke ses det mindste.
Saa gik han ud igen, henimod Pladsen. En uudsigelig Glæde, ligesom den, han havde følt paa Politikammeret, bemægtigede sig ham.
Alt var gemt! Hvem vilde vel kunne falde paa at lede under denne Sten; den havde vist ligget der fra Huset blev bygget og vilde vel blive liggende ligesaa længe efter denne Dag. Og selv om nogen fandt Sagerne? Hvem kunde saa netop mistænke ham; alt var forbi, hvor er Beviserne?
Et nervøs Smil prægede hans Træk, da han gik over Pladsen. Men da han kom til Boulevard K., hvor han i Forgaars havde truffet den unge Pige, blev Smilet pludselig væk igen. Andre Tanker fløj gennem hans Hjærne. Det var ham meget imod nu at gaa forbi den Bænk, hvor han havde siddet, da Pigen gik sin Vej, og det vilde ogsaa være meget slemt for ham igen at møde den samme Politibetjent, som han gav de tyve Kopek. „Fanden tage ham!”
Han gik og saa' sig adspredt og ærgerlig om. Hans Tanker drejede sig udelukkende om et eneste Punkt — han følte, at dette var Hovedpunktet, og at han nu ene og alene havde med dette at gøre, og det for første Gang i de sidst forløbne to Maaneder.
