149
„Aa, Fanden tage det altsammen!” udbrød han pludselig med en frygtelig indre Forbitrelse. „Naa, skal der endelig begyndes et nyt Liv, saa lad gaa, for Fanden!… Men, Herre Gud, hvor det altsammen er dumt!… og alt det, jeg i Dag har løjet og hyklet om! Hvor gement gav jeg mig ikke til at smigre denne nederdrægtige Ilja Petrowitsch! Forøvrigt er det bare Sludder altsammen; jeg blæser ad alt og alle!”
Pludselig blev han staaende; et nyt, ganske uventet og utrolig simpel Spørgsmaal kastede ham atter ned i et nyt Farvand og forbløffede ham umaadeligt.
„Men naar alt dette virkelig er gjort med Overlæg, og ikke rent hen i Vejr og Vind, og naar jeg har havt et fast og bestemt Maal, — hvoraf kom det da, at Du ikke engang saa' efter i Pengepungen, at Du ikke engang véd, hvad Du har faaet. Og hvorfor har Du da taget alle disse Kvaler paa Dig, øvet denne nederdrægtige, usle, gruelige Daad med Bevidsthed! Du vilde jo netop nu kaste det i Vandet, Pungen og alle disse Sager, som Du ikke engang har set … Hvoraf kommer det?”
„Ja, saaledes er det; det er altsammen rigtigt.” Det vidste han forøvrigt allerede før, da han hin Nat tog en Beslutning uden Vaklen og uden Indvending, ligesom om det blot kunde have været saaledes og ikke anderledes … Ja, han vidste alt dette, og han huskede det ogsaa; det var vel allerede i Gaar besluttet saaledes, da han sad foran Kufferten og tog Futeralerne ud — i samme Øjeblik … ja, saaledes var det!
„Det kommer af, at jeg er saa syg,” tænkte han endelig mørkt for sig selv, idet han ligesom traf en Afgørelse, — „jeg har pint og plaget mig selv og ved nu selv ikke mere, hvad jeg gør. I Gaar og
