156
gjorde et Kast og kylede den langt ud i Vandet; saa vendte han sig om og gik hjem. Det forekom ham, som om han i dette Øjeblik havde klippet ethvert Baand mellem sig og Fortiden over.
Da han kom hjem var det allerede Aften; i seks Timer havde han altsaa vandret omkring. Hvilke Veje, han var gaaet, vidste han ikke mere. Han klædte sig af og lagde sig som en udmattet og skælvende Hest paa Sofaen, trak sin Overfrakke hen over sig og sank hen i en Art Bevidstløshed.
… Et frygteligt Skrig bragte ham pludselig til sig selv igen. Gud, hvilket Skrig det var! Saadanne unaturlige Toner og Hyl, saadanne Hvin, Slag og Skældsord havde han aldrig hørt før. Han havde aldrig tænkt sig Muligheden af et saadant bestialsk Spektakel.
I forfærdelig Angst rejste han sig op i siddende Stilling; han led ubeskriveligt.
Pryglene, Skrigene og Ederne blev værre og værre. Pludselig opfangede han til sin store Forbavselse sin Værtindes Stemme. Hun hvinede og bad i rasende Fart og slugte næsten Ordene, saa man ikke kunde forstaa nogenting, — bønfaldt at at man dog skulde holde op at slaa. Det lod til, at nogen pryglede hende ubarmhjertigt nede paa Trappen. Den pryglendes Stemme var hæs og skrækkelig af Vrede og Hidsighed. Pludselig genkendte Raskolnikow denne Stemme, det var Ilja Petrowitsch! Ilja Petrowitsch var der og pryglede Værtinden — han sparker hende med Fødderne, slaar hendes Hoved mod Trappetrinene — det er klart, man kan ikke tage fejl af denne Stønnen og disse Slag.
Hvad betyder det! Gaar Verden under? Fra alle Etagerne, fra hele Trappen hører man Folk stimle sammen; der høres Stemmer, man løber, op
