155
nok Piskeslaget, der havde fremkaldt de gode Folks Medlidenhed.
Med Pengestykket i Haanden gik han omtrent ti Skridt videre og vendte sig mod Newa'en og Paladset. Himmelen var skyfri og Vandet næsten blaat, hvilket sjelden forekommer paa Newa'en. Kathedralens forgyldte Kuppel, der ingen Steds fra tager sig bedre ud end her, lyste formelig. Smerten af Piskeslaget havde lagt sig, en urolig, uklar Tanke sysselsatte ham nu udelukkende.
Han stod længe ved dette Sted, som var ham meget bekendt, og saa stivt ud i det fjerne. Hundreder af Gange var han bleven staaende her paa Hjemvejen fra Universitetet for at betragte dette virkelig pragtfulde Panorama, og næsten hver Gang modtog han her et vist gaadefuldt Indtryk. En uforklarlig Kulde strømmede altid ind paa ham ved denne Udsigt. Han studsede altid over dette Indtryk, og uden at kunne gøre sig rede for det, haabede han, at Fremtiden vilde løse Gaaden for ham.
Det syntes ham ejendommeligt og besynderligt, at han nu atter var bleven staaende paa det samme Sted som før, og at han endnu virkelig kunde indbilde sig, at de samme Tanker, de samme Spørgsmaal og Billeder vilde interessere ham ligesaa meget nu som den Gang … som endnu for nylig. Det forekom ham egenlig latterligt, og alligevel vilde det næsten sprænge hans Bryst.
Dybt, dybt nede i en svimlende Afgrund saa han nu hele sin Fortid, sine fordums Tanker, Opgaver og Indtryk — og ligeledes hele dette Panorama, sig selv og alting, alting … Det forekom ham, som om han selv fjærnede sig mere og mere fra det, som om det svandt bort lige for hans Øjne.
Ved en uvilkaarlig Bevægelse følte han pludselig Pengestykket i sin Haand; han betragtede Mønten,
