154
„Hvad Fanden behøver Du saa?” raabte Rasumichin ned efter ham. Raskolnikow fortsatte sin Gang uden at svare.
„Hej Du! Hvor bor Du?”
Der kom intet Svar.
„Naa, saa gid Fanden tage Dig!”
Raskolnikow var atter paa Gaden.
Paa Nikolaibroen skulde han endnu engang komme ganske til Sans og Samling paa Grund af et for ham meget ubehageligt Tilfælde. En Kusk gav ham nemlig et forsvarligt Piskeslag over Ryggen, fordi han ikke gik af Vejen for Hestene, skønt Kusken tre Gange havde varskoet ham, mens han gik midt paa Kørebanen i Stedet for langs Fortovet. Piskeslaget gjorde saa ondt, at han sprang hen til Rækværket; rasende skar han Tænder, og de Folk, som han stod i Nærheden lo højt.
„Det har han godt af!”
„Det lader til at være en fiffig Fyr!”
„Han lader naturligvis som han er fuld og søger med Vilje at komme under Vognen; saa skulde vi andre vel svare for det!”
„Det er ogsaa en Forretning, min Ven, ogsaa en Forretning!…”
Medens han endnu stod ved Rækværket og saa forbitret efter Vognen, som kørte videre, og idet han gned sin Ryg, mærkede han pludselig, at nogen stak ham Penge i Haanden. Han saa op: en gammel Købmandskone med Hovedklæde og en ung Pige med Hat og grøn Parasol, rimeligvis hendes Datter, stod foran ham. Tag det, lille Fa'r, for Kristi Skyld.” Han tog Pengene, og de gik videre.
Det var et Tyvekopek-Stykke. Efter hans Klædedragt at dømme maatte man antage ham for en Tigger, og at Gaven var saa stor, skyldtes vist-
