164
„Det vilde ikke være ilde, Nastaszjuschka, om Praskowja Pawlowna vilde skaffe os et Par Flasker Øl ogsaa; vi skulde nok sætte dem tillivs.”
„Nej, vil man bare høre”, mumlede Nastasia, men gik dog for at udføre Ordren.
Raskolnikow saa sig fremdeles om med stirrende Blik. Imidlertid satte Rasumichin sig hen til ham paa Sofaen, tog ham klodset som en Bjørn om Halsen, skønt han selv havde kunnet rejse sig, og hældte med højre Haand en Ske Suppe i Munden paa ham, efter at han først havde blæst et Par Gange paa den, for at han ikke skulde brænde sig, skønt Suppen knap var varm. Raskolnikow slugte en Skefuld med Begærlighed, derpaa en til og saa den tredje.
Pludselig standsede Rasumichin og mente, at de maatte spørge Sossimow, hvormeget det var raadeligt at spise.
Nastassia bragte to Flasker Øl.
„Vil du have Te?”
„Ja!”
Kom her med Teen Nastaszia, for hvad Te angaar, behøver vi ikke først at spørge Fakultetet. Aha, der er jo ogsaa Øl!” Han satte sig hen paa sin Stol, rykkede Suppen og Kødet til sig og spiste med en Appetit, som om han ikke havde spist tre Dage i Træk.
„Jeg spiser nu Middag hver Dag her hos Jer,” forsøgte han at sige med Munden fuld og knapt hørligt; „det er Paschenka, din kære Værtinde, som behandler mig saa forekommende. Jeg, naturligvis, jeg paatrænger mig ikke, men jeg værger mig heller ikke mod det. Ah, der er Nastassia med Teen; hvor hun er flink Nastenka, vil du have et Glas Øl?”
„Aa, Snak, er det noget at byde mig.”
