166
den vidste jeg bare, at den laa ved Femkanten i Huset Charlamow. Jeg ledte altsaa hele Tiden efter dette Hus Charlamow, indtil det endelig viste sig, at Huset ikke tilhørte Charlamow men Buch. Hvor man dog somme Tider kan gaa i Taaget! Jeg var ganske ærgerlig og gik endelig Paa Lykke og Fromme til Adressekontoret. Tænk Dig, paa to Minuter havde de fundet Dig; Du er noteret der.”
„Jeg véd det.”
„Altsaa, da jeg nu havde ekspederet Overfaldet, skaffede jeg mig straks Besked om dine Anliggender, Alting véd jeg, Broder, alt; se, selv Nastasia kan bevidne det; med Nikodim Fomitsch har jeg gjort Bekendtskab, Ilja Petrowitsch viste man mig og Gaardskarlen og Sekretæren Sametow, og endelig Kronen paa det Hele — Paschenka!… Ikke sandt, Nastasia?…”
„Jo, han har kørt rundt med hende,” mumlede Nastasia og smilede koket.
„Naa Broder, kort og godt, jeg havde altsaa den Hensigt, saa at sige at lede en elektrisk Strøm gennem al Ting for paa en Gang at udrydde alle de Fordomme, som raadede her; men Paschenka har belejret mig. Det havde jeg ikke ventet, lille Broder, at hun vilde have været saa … forekommende, ja! Hvad siger Du til det?”
Raskolnikow tav, men vedblev at se paa ham med et ophidset Blik.
„Og saa hvorledes!” vedblev Rasumichin uden at lægge Mærke til Raskolnikows Tavshed, og som om han vilde bekræfte et Svar fra denne, — al Ting i bedste Orden, i enhver Henseende!”
„Jo, han kan klare alle Skær!” udbrød atter Nastasia, hvem denne Samtale var en Kilde til stor Glæde.
