167
„Men det var ogsaa dumt af dig, Broder, at Du fra først af ikke forstod at gribe Sagen an. Med hende skulde Sagen være taget anderledes. Hun er saa at sige en ganske uberegnelig Karakter! Dog om Karakter senere hen … Men hvorledes kunde Du nu lade det komme saa vidt, at hun turde understaa sig ikke at sende Dig Middagsmad længer! Og saa denne Veksel! Er Du gal, at underskrive Veksler! Endelig det paatænkte Giftermaal med den afdøde Datter … Jeg véd alt! Forøvrigt mærker jeg allerede, at dette er et delikat Anliggende, og at jeg er en Æsel; tilgiv mig. Ak ja, hvad Dumheden angaar, saa véd Du, at Praskowja Pawlowna slet ikke er saa dum, som man skulde tro ved første Blik, ikke sandt?”
„Ja” … fik Raskolnikow frem; han antog, det var bedst at holde Samtalen vedlige.
„Ikke sandt?” gentog Rasumichin synlig glad over at have faaet et Svar; — „nu vel, synderlig klog heller ikke, vel! En ganske egen Karakter … jeg kan ikke selv forstaa den … Fyrretyve Aar gammel er hun da sikkert, — selv sagde hun seks og tredive. For Resten kan jeg bande paa, at jeg ikke kan forstaa det ringeste, skønt vi er temmelig nøje bekendte med hinanden. Naa, det er altsammen Sludder. Hun troede nemlig, at da Du ikke længer er Student og hverken har Lektioner eller Klæder, og da hendes Datter er død, saa behøvede hun ikke længer at behandle Dig som Slægtning; og fordi Du krøb sammen i en Krog og ikke engang fandt for godt at holde paa din tidligere Omgang, havde hun faaet det Indfald at kaste Dig ud. Hun havde tænkt paa det længe, men det var bare Vekselen, som gjorde hende ondt, især da Du havde forsikret, at din Moder vilde betale…”
