173
mer os Aften, Klokken er omtrent seks. Du har sovet over seks Timer.”
„Herregud! har jeg virkelig sovet saa længe?”
„Naa, hvad gør det? Velbekomme! Hvor skal Du hen saa hastigt, ikke til et Stævnemøde vel? Vi har god Tid. Jeg har ventet i tre Timer, og to Gange har jeg været inde hos Dig, men Du sov; — hos Sossimow har jeg ogsaa været to Gange; han var ikke hjemme! Det gør forøvrigt ikke noget, han kommer nok snart. Og saa var jeg borte i egne Affærer, jeg har i Dag hjulpet Onkel med at flytte Alting. Du maa vide, at nu har jeg jo en Onkel. Altsaa, nu til Forretningerne. Hid med Byldten, Nastenka. Vi skal straks … Apropos, hvordan har Du det, Broder, er Du godt tilpas?”
„Jeg er rask … Rasumichin, har Du været her længe?”
„Tre Timer — jeg sagde det jo for en Stund siden.”
„Nej, før?”
„Hvordan det, — før?”
„Hvornaar var det, Du kom?”
„Det har jeg fortalt Dig, har Du glemt det?”
Raskolnikow tænkte efter. Han kunde blot uklart mindes det, som havde tildraget sig før, og saa spørgende paa Rasumichin.
„Hm!” sagde denne, „altsaa alligevel glemt det! Det ser jo ud, som om Du endnu ikke saa ganske … Naa, eftersom Du har sovet saa godt, bliver det nok bedre… man ser det paa dine Øjne. Men nu til Sagen; Du kommer nok snart til at huske Alting. Se bare her, bedste Ven!”
Han begyndte at løse Byldten op og brede Sagerne ud.
„Dette laa mig især paa Hjærte, maa Du tro, Broder! For, ser Du, fremfor Alt maa vi igen
