184
hvordan det kunde hænge sammen med Ørenlokkerne — for jeg vidste, at hun laante Penge ud mod Pant. Altsaa gik jeg over i Huset, gav mig til saa stille og forsigtigt som muligt at spørge mig frem. Allerførst spurgte jeg, om Mikolai var der, og da fortalte Mitrij mig, at Mikolai havde begyndt at drikke, at han var kommen drukken hjem om Morgenen, var bleven en ti Minuters Tid hjemme men derpaa gaaet ud igen; siden havde han ikke seet noget til ham og maatte nu gøre Arbejdet færdigt alene. De arbejdede i samme Trappeopgang, hvor den Afdøde boede, og i anden Etage. Da jeg hørte det, sagde jeg ikke et Ord om Sagen — sagde Duschkin — men søgte at udspørge om alt, hvad jeg kunde om Mordet og kom hjem fuld af Tvivl og Sorg. Imorges ser jeg nu Mikolai komme Klokken otte — efter at han i tre Dage har været fuld. Han var endnu ikke miste ædru, men heller ikke mere fuld, end at han var i Stand til at føre en Samtale. Han sætter sig paa Bænken og siger ingen Ting. Foruden ham var der kun en Fremmed i Knejpen; en anden Bekendt laa og sov paa Bænken. Og saa var der mine to Sønner. Jeg spørger ham altsaa, om han ikke havde talt med Mitrij? — Nej, siger han, det har jeg ikke. — Og har Du ikke været der ovre? — Nej, siger han, ikke siden i Forgaars. — Og hvor sov Du forrige Nat? — Paa Peßki[1] hos nogen, jeg kender. — Og hvor fik Du egenlig Ørenlokkerne fra?— „Jeg fandt dem paa Fortovet,” svarede han, men han var ganske underlig og undgik at se mig i Øjnene. — Har Du hørt, spørger jeg, hvad der skete samme Aften og i samme Time derovre i en af Lejlighederne! — Nej,
siger han, jeg har ikke hørt noget; men han begyn-
- ↑ Peßki, en Bydel i St. Petersborg.
