185
der at lytte, stirrer paa mig og bliver kridhvid i Ansigtet. Da jeg nu fortæller ham Historien, tager han sin Hue og rejser sig. Saa vilde jeg holde ham tilbage og sagde: vent lidt, Mikolai, vil Du ikke drikke en Snaps? Samtidig gav jeg saa en af Knægtene et Vink, at han skulde holde paa Døren, og jeg gik rask frem fra Disken; men pludselig løb han afsted ud paa Gaden, sprang det bedste han havde lært omkring Hjørnet og — borte var han. Nu behøvede jeg ikke at tvivle længer, — det var ham, der havde begaaet Mordet.
„Ja, selvfølgelig!…” føjede Sossimow til.
„Vent bare, hør nu Slutningen! Alt blev nu sat i Bevægelse for at faa fat i denne Mikolai. Duschkin blev anholdt og en Husundersøgelse foretaget hos ham, ligeledes hos Mitrij; Vennerne paa Peßki slap heller ikke, — pludselig i Forgaars faar de saa fat i Mikolai, de havde arresteret ham i Nærheden af en Gæstgivergaard. Han var kommen derhen, havde taget sit Sølvkors fra Brystet og forlangt et Glas Brændevin for det. Man gav ham det. Nogle Minuter efter gik en Pige ud i Kostalden og ser gennem en Sprække, at en Person inde ved Siden af i Laden binder sit Bælte fast til en Bjælke, laver en Løkke og netop skal til at lægge den om Halsen. Pigen skriger saa højt hun kan, og der samler sig Folk, som spørger ham om, hvorfor han har villet hænge sig. — „Aa bring mig „til Politiet”, siger han, „jeg vil bekende alt.” — De bragte ham da med de sædvanlige Formaliteter til Politikammeret. Der gik det nu løs i Forhøret: „Hvad hedder Du, og hvor er Du fra, hvor gammel” — „toogtyve Aar” osv. Spørgsmaal: „Da Du og Mitrij arbejdede der, saa I da ikke nogen paa Trappen ved den og den Time?” Svar: „Jo, der gik en og anden forbi, men vi gav ikke Agt paa
