186
dem.” — „Og hørte I ikke noget Støj eller anden Lyd?” — „Nej, vi hørte ingen Ting.” — „Vidste Du, Mikolai, at man paa den Dag og i den Time havde dræbt og bestjaalet en Enke og hendes Søster?” — „Jeg vidste ingen Ting om det; først tre Dage efter hørte jeg det af Asanassy Pawlytsch i Ølknejpen.” — „Hvor fik Du Ørenringene fra?” — „Jeg fandt dem paa Fortovet.” — „Hvorfor mødte Du ikke paa Arbejdet sammen med Mitrij Dagen efter?” — „Jeg havde begyndt at drikke.” — „Og hvor opholdt Du Dig?"” — „Der og der.” — „Hvorfor løb Du bort fra Duschkin?” — „Jeg blev saa bange.” — „For hvad?" — „For at jeg skulde blive straffet.” — „Hvoraf kom det, at Du var bange, naar Du vidste, at Du var uskyldig?…” „Du kan nu tro det eller lade være Sossimow, men dette Spørgsmaal blev stillet bogstavelig med de samme Udtryk, jeg her har nævnt, jeg véd det bestemt og fra sikker Kilde. Hvad synes Du om det, hvad?”
„Naa, men man maa dog vel være i Besiddelse af Beviserne?”
„Aa, jeg taler ikke om Beviser, men om Forhørsmaaden, om den Maade, paa hvilken De opfatter deres Rolle! — det er det, der er Tale om, for Fanden! Altsaa, de trykkede ham og pressede ham og klemte ham paa alle Maader, indtil han endelig tilstod, at han havde fundet Ørelokkerne, ikke paa Fortovet men i Huset, hvor de malede.” — „Hvorledes gik det til?” — „Det gik saaledes til: vi havde arbejdet hele Dagen til Klokken otte og skulde netop til at holde Fyraften. Da tager Mitrij en Pensel og smører Maling i Ansigtet paa mig og løber sin Vej, og jeg efter ham. Men da jeg kommer ned ad Trappen og ud i Porten, tørner jeg i fuldt Løb mod Portneren med Herrerne; hvor mange der var, husker jeg ikke længer; Portneren gjorde
