189
jo tilstaaet, at han løj straks, da man spurgte ham ud.”
„Hør nu blot opmærksomt efter: begge Portnere, Koch, Pesträkow, en af Portnerkonerne og en Kone, som netop var inde hos hende, Hofraad Krukow, som i samme Øjeblik steg ud af Drosken og gik ind ad Porten Arm i Arm med en Dame — alle disse otte eller ti Vidner udsiger enstemmig, at Mikolai havde Mitrij under sig paa Jorden, at han laa over ham og slog ham, og at Mitrij ogsaa slog løs paa den anden. Begge laa og spærrede Indgangen; de blev skældte ud fra alle Kanter, men de laa „som Smaabørn” (Vidnernes bogstavelige Udtryk), sloges og lo overstadigt, med de mest komiske Grimacer. Den ene rejser sig og løber efter den anden, og de løber henad Gaden aldeles ligesom Smaabørn. Hører Du! Naa, læg nu Mærke til dette: De endnu varme Lig, hører Du, de varme Lig — for man fandt dem endnu varme — laa endnu oppe i Lejligheden. Om altsaa begge, eller Mikolai alene, skulde have begaaet Mordet og ovenikøbet brækket Kufferten op, eller blot været delagtige i Rovet, saa tillad mig kun det eneste Spørgsmaal: er en saadan Sindsstemning, Latter og barnagtigt Slagsmaal i Porten — er det foreneligt med Økse, Blod, forbryderisk Beregning, Forsigtighed, Rov? … De skulde have myrdet for højst fem eller ti Minuter siden — thi det er givet, da Ligene endnu var varme — og pludselig forlader de Huset med aaben Dør og med Ligene derinde, skønt de véd, at Folk er i Begreb med at begive sig derop; lader Byttet i Stikken, vælter sig omkring paa Jorden som Smaabørn, ler, drager den almindelige Opmærksomhed paa sig — og alt dette er der ti enstemmige Vidner paa.”
