14
især i den sidste Tid. Men nu kom der en Følelse, som atter drog ham til Mennesker — han følte Trang til menneskeligt Selskab. Han var saa træt af sit maanedlange Tungsind og sin mørke Grublen, at det var nødvendigt, om end kun for et Par Minuter, at trække Vejret i andre Omgivelser, de maatte saa være som de vilde; han brød sig ikke om al det Smuds, der nu omgav ham — han befandt sig godt i denne Ølknejpe.
Værten opholdt sig i et Sideværelse, men kom tidt ned i Gæstestuen, der laa nogle Trin lavere. Hans pralende, fedtglinsende langskaftede Støvler med røde Kanter stak især i Øjnene; for Resten var han meget tarvelig klædt: en Jakke uden Ærmer, en smudsig Atlaskes Vest, og bar Hals. Hans Ansigt glinsede, som det var smurt ind med Olie. Bag Disken stod en fjortenaars Dreng, og en anden, endnu yngre, opvartede Gæsterne. Paa Disken stod Agurker skaarne i Skiver, ristet Rugbrød og smaatskaaret Fisk — ingen af Delene lugtede godt. Der var saa lummert i Stuen, at Opholdet næsten var utaaleligt, og hele Luften var desuden saa gennemtrængt af Brændevinsstank, at man godt paa fem Minuter kunde blive fuld alene af den.
Enhver véd, at man ofte kan træffe paa Mennesker, man pludselig, uventet kommer til at føle en levende Interesse for, før man endnu har talt et eneste Ord med dem. Et saadant Indtryk fik Raskolnikow af den ensomme Gæst, der saa ud til at være afskediget Embedsmand. Den unge Mand mindedes senere dette første Indtryk og tilskrev det endog en Forudanelse. Han saa stadig hen paa Embedsmanden — maaske ogsaa fordi denne ligeledes betragtede ham og saa ud til at have Lyst til at begynde en Samtale. Embedsmanden betragtede hovmodigt de andre tilstedeværende, Værten medreg-
