15
net, og saa ned paa dem som de var Mennesker af en lavere Stand, uden Dannelse, og med hvem det ikke lønnede sig at tale. Han var vel et halvt hundrede Aar, middelhøj og sværtbygget, med graat Haar, flejnskallet, og med et af Drik oppustet gulligt Ansigt, opsvulmede Øjenlaag, men under hvilke man saa et Par livlige, blodsprængte Øjne. Der laa dog et sælsomt Udtryk i disse Øjne, noget der lignede Vanvid, men ogsaa Klogskab og Aandsdannelse. Han bar en gammel, pjaltet, sort Frakke, hvori Knapperne manglede paa en nær, der sad temmelig fast og var tilknappet for at bevare Værdigheden; bag en Nankinsvest saas en krøllet, smudsig og plettet Krave. Ansigtet var barberet, men det var saa længe siden, at de tætte blaalige Skægstubbe stak frem. I hans Væsen var der meget, der tydede paa Embedsstanden. Han var i stadig Uro, strøg Fingrene gennem Haaret, lagde under Tiden Hovedet tungsindigt i begge Hænderne, idet han støttede de pjaltede Albuer mod det sølede Bord. Endelig saa han Raskolnikow frejdigt ind i Ansigtet og begyndte med høj, fast Stemme:
„Tillader De, ærede Herre, at jeg indleder en behagelig Underholdning med Dem? For selv om Deres Dragt heller ikke er saa fin, saa siger min Erfaring mig dog, at De er et dannet, ikke til Drik forfaldent Menneske. Jeg har altid havt Agtelse for Dannelsen, naar den er forenet med Aand og Følelse. Jeg er forøvrigt Titularraad[1]; Marmeladow er mit Familienavn — Marmeladow, Titularraad. Tør jeg spørge, har De ogsaa tjent Staten?”
„Nej, jeg studerer,” svarede den unge Mand,
forundret over den mærkelige Maade, den Fremmede
- ↑ 10de Klasse i den russiske Rangforordning.
