195
har fantaseret i tre, men nu er han jo for Resten kommen til sig selv igen og har endog spist med Appetit. Den Herre dér er hans Læge, som netop har set til ham, og jeg er hans Kammerat, ogsaa en forhenværende Student, og jeg passer ham nu, han er syg; altsaa, bryd Dem ikke om os og gener Dem ikke, men fortsæt.”
„Mange Tak! Men bliver jeg ikke den Syge til Besvær ved min Nærværelse og min Samtale?” vendte Lushin sig til Sossimow.
„Aa nej,” kom det langsomt fra Sossimow, „det vil maaske endogsaa adsprede ham”; og han gabede atter.
„Aa, han har allerede længe været ved Sans og Samling, siden i Gaar Morges!” vedblev Rasumichin, hvis Familiaritet syntes saa ukunstlet og ligefrem, at Lushin atter beroligede sig; maaske øvede det ogsaa lidt Virkning paa ham, at dette frække, lurvede Menneske havde præsenterer sig som Student.
„Deres Moder… begyndte Lushin.
„Hm!” lød det tydeligt fra Rasumichin.
Lushin saa spørgende paa ham.
„Der er ingenting. jeg er lidt forkølet, bliv De bare ved…”
Lushin trak paa Skuldrene.
„Deres Moder skrev allerede under min Nærvækelse dér et Brev til Dem. Da jeg nu var kommen hertil, lod jeg med Villie nogle Dage gaa hen, før jeg kom til Dem, for at være fuldkommen sikker paa, at De allerede var underrettet om alt; men nu ser jeg til min Forbavselse…”
„Jeg véd, jeg véd!" sagde Raskolnikow med Udtryk af den utaalmodigste Ærgrelse. „De er Brudgommen, det véd jeg jo! Det er godt!”
Peter Petrowitsch følte sig fornærmet, men han
