201
op med dette. Det var ogsaa kun i en bestemt Hensigt jeg begyndte med det, ellers er alt dette Vaas, som man selvbehagelig søger at stille sig i et gunstigt Lys med, og som man i de sidste tre Aars Tid stadig hører, ja, det er saa væmmeligt, at jeg ved Gud ligefrem skammer mig naar andre i min Nærværelse — end sige da selv — taler om det. De har naturligvis skyndt Dem at stille Deres Kundskaber til Skue, det er meget tilgiveligt, og jeg fordømmer Dem ikke for det. Men jeg havde kun den Hensigt, at faa at vide, hvor jeg egenlig havde Dem henne; thi, ser De, der findes saa mange Industririddere, som foregiver at interessere sig for Almenvellet, men som i egen Interesse forkludrer alt, hvad de rører ved. Og dermed nok om den Ting!”
„Min Herre,” begyndte Lushin og slog sig for Brystet, „er det Deres Mening paa denne uceremonielle Maade at paastaa, at ogsaa jeg —”
„Bevares, bevares … hvor kan De tro! … Men lad det nu være nok!” afbrød Rasumichin kort og vendte sig uden videre til Sossimow for at fortsætte Samtalen med ham.
Peter Petrowisch var saa fornuftig at tage Rasumichins Erklæring for gode Varer. Men han besluttede for Resten kun at blive et Par Minuter siddende.
„Jeg haaber, at det nu knyttede Bekendtskab” — vendte han sig til Raskolnikow — „i Betragtning af de Dem bekendte Omstændigheder vil blive yderligere befæstet, naar De bliver rask … men frem for det haaber jeg, at De snart maa blive rask…”
Raskolnikov saa ikke en Gang til den Kant, hvor Lushin sad.
Peter Petrowitsch gjorde Mine til at rejse sig.
