200
„Ikke sandt?” vedblev Peter Petrowitsch og saa venligt paa Sossimow. „De vil ogsaa være enig med mig,” — vendte han sig til Rasumichin, nu allerede med en vis højtidelig og beskyttende Tone; han var nær ved at have tilføjet „unge Mand” — „at Fremskridt i det mindste eksisterer paa Videnskaberne og den økonomiske Retfærdigheds Omraade..”
„Talemaader…”
„Nej, ingen Talemaader! Naar man hidtil f. Eks. sagde til mig: „elsk din Næste,” og jeg vilde følge dette Bud, hvad blev det saa til?” — vedblev Peter Petrowitsch med overdreven Iver — „jeg sønderrev min Kappe i to for at dele med min Næste, og vi blev begge halvnøgne efter det russiske Ordsprog: „den, som jager to Harer, faar ingen af dem.” Videnskaben derimod lærer: elsk fremfor alt Dig selv, thi i hele Verden hviler al Ting paa den personlige Interesse. Naar man nu i første Række elsker sig selv, saa vil man bedst skøtte sine egne Anliggender, og enhvers Kappe vil forblive hel. Men den økonomiske Retfærdighed tilføjer, at jo flere godt skottede enkelt-Anliggender, saa at sige „hele Kapper”, der findes i Samfundet, desto flere faste Grundlag findes der, og desto bedre vil der ogsaa være sørget for Almenvellet. Altsaa, naar jeg ene og alene og udelukkende for mig selv erhverver noget, saa erhverver jeg dermed tillige noget for det Almene og medvirker til, at min Næste ogsaa faar en noget større Del af den almene Kappe, og det ikke ved den enkelte Privatpersons Godgørenhed men af alles Overflod. Denne Tanke er simpel og ligefrem, men desværre længe fortrængt af Idealitetssvindel og Sværmeri, og dog er det øjensynlig, at der ikke skal megen Skarpsindighed til…”
„Undskyld, jeg er heller ikke meget skarpsindig,” afbrød Rasumichin ham skarpt, „lad os derfor holde
