199
„Det er Løgn! lad os ikke tale om Dygtighed,” — foer Rasumichin op, — „Dygtighed er vanskelig at erhverve sig og falder ikke saadan uden videre ned fra Himlen. I snart to hundrede Aar er vi vænnede af med al Slags Virksomhed … Ideer sværmer der nok omkring,” henvendte han sig til Luschin, — „og det foreløbig noget barnlige Ønske om det gode findes, man støder af og til nok ogsaa paa et ærligt Sindelag, skønt uoverskuelige Masser af frække Undermaalere trænger sig frem, men Dygtighed mangler dog endnu! Dygtighed er endnu sjælden.”
„Jeg er ikke enig med Dem,” svarede Peter Petrowitsch med synlig Tilfredshed —, „der findes Overdrivelser, Uregelmæssigheder, men man maa jo være overbærende. Naar man overdriver, saa vidner dette blot om altfor stor Iver for Sagen og om den falske Retning, vore Forhold er inde i. Naar der hidtil er sket lidet, saa har jo ogsaa Tiden været for kort. Om Midlerne taler jeg ikke, efter min personlige Mening er der, om De vil, allerede udrettet noget; nye, gavnlige Ideer er blevne spredte, nogle nye, nyttige Værker er udkomne, som en heldig Modsætning til den tidligere sværmeriske og romantiske Literatur. Denne begynder at faa et modnere, solidere Anstrøg, mange skadelige Fordomme er udryddede og latterliggjorte … Med ét Ord, vi er uigenkaldelig løsrevne fra det forgangne, og det er efter min Mening allerede noget…”
„Det har han lært udenad, … for at anbefale sig!” raabte pludselig Raskolnikow.
„Hvad behager?” spurgte Peter Petrowitsch, der troede at have hørt forkert, men han fik intet Svar.
„Det er altsammen ganske rigtig,” skyndte Sossimow sig at indflette.
