Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/212

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

206

første Færd af anede jeg Deres fjendtlige Følelser mod mig, men med Hensigt blev jeg her for at overtyde mig endnu mere om det. Jeg vilde have kunnet tilgive en Syg og en Slægtning meget, men nu … Dem … aldrig…”

„Jeg er ikke syg!” skreg Raskolnikow.

„Saa meget værre…”

„Gaa Fanden ivold!”

Lushin gik uden at slutte sin Tale; han trængte sig atter frem mellem Bordet og Stolen. Rasumichin havde rejst sig for at gøre Plads for ham.

Han saa ikke paa nogen af dem, nikkede ikke engang til Sossimow, som forlængst havde givet ham Vink om at lade den Syge være i Fred. Han gik, idet han forsigtigt beskyttede sin Hat og bøjede sig, da han skulde ud gennem Døren. Endogsaa paa hans bøjede Ryg saa' man, at han bar en forfærdelig Krænkelse med sig bort.

„Men hvor kan Du, hvor kan Du dog…” sagde Rasumichin forbløffet og rystede paa Hovedet.

„Lad mig være, lad mig være, allesammen!” skreg Raskolnikow rasende. — „Vil I nu ikke engang gaa, Plageaander! Jeg er ikke ræd for Jer! Jeg er ikke ræd for nogen, ikke for nogen! Bort herfra! Jeg vil være alene, alene!”

„Kom!” sagde Sossimow og vinkede.

„Gud forbarme sig, vi kan dog ikke lade ham være alene i en saadan Sindsstemning!”

„Kom!” gentog Sossimow paastaaelig og gik, Rasumichin betænkte sig et Øjeblik og fulgte saa efter.

„Det kunde have blevet endnu værre, hvis vi ikke havde ladet ham faa sin Vilje,” sagde Sossimow da de gik ued ad Frappen. „Nu maa man ikke irritere ham —”

„Men hvad gik der af ham?”