209
Ryggen til ham og lagde ikke Mærke til ham. Hvem havde ogsaa kunnet ane, at han vilde gaa ud; I næste Minut var han allerede paa Gaden.
Klokken var otte, Solen gik ned.
Det var lige saa lummert som før, men alligevel indsugede han med Begærlighed den kvalme, støvede Byluft.
Han følte ligesom Svimmelhed; en vild Energi funklede i hans Øjne og i hans indfaldne, blege Ansigt.
Han vidste ikke og tænkte heller ikke paa, hvor han gik hen; kun ét vidste han: „Alt dette maa endnu i Dag have en Ende, og det straks; han kunde ikke gaa hjem før det var sket, fordi han ikke længer vilde leve saaledes.”
Men hvormed skulde det ende? — derom havde han endnu ingen Tanke og vilde heller ikke tænke paa det.
Han jagede disse Tanker paa Flugt, som plagede ham. Han følte kun, at alt maatte blive anderledes. „Saadan eller saadan, hvad det saa end bliver!” gentog han fortvivlet med urokkelig Bestemthed.
Efter gammel Vane styrede han sin Gang til Høtorvet.
Før han kom derhen traf han en ung, sortlokket Lirekassemand, som drejede en meget sentimental Romance foran en Butiksdør. Manden akkompagnerede en paa Fortovet staaende femtenaarig Pige, som var klædt i Krinoline, Mantille, Handsker og Straahat med ildfarvet Fjer — alt gammelt og slidt —, hun sang Romancen med rungende, men ikke ubehagelig Stemme, i Forventning om et Tokopekstykke fra Butiken.
Raskolnikow stillede sig op ved Siden af et Par
