212
terreetagen, som to Trin ned har Forlystelseslokaler af en ganske egen Art.
I et af disse var der i dette Øjeblik et frygteligt Spektakel, som lod ud over hele Gaden. En Person spillede paa Guitar, Sange blev sungne og det gik meget lystigt til.
En større Gruppe Kvinder stimlede sammen ved Indgangen, nogle sad paa Trinene, andre paa Fortovet, atter andre stod og talte med hianden. Lige ved, paa Brolægningen, dinglede en drukken Soldat med en tændt Cigaret; det saa ud, som om han vilde et eller andet Sted hen, men havde glemt hvorhen. En Vagabond skændtes med en anden af samme Sort, og en døddrukken Person laa og væltede sig i Snavset.
Raskolnikow standsede ved en Gruppe Kvinder. De samtalede med hæse Stemmer, alle var barhovede nogle over fyrretyve Aar, andre ikke mer end ca. sytten Aar gamle, men de fleste af dem havde tydelige Mærker af Slag: „blaa Øjne.”
Denne Sang, dette Helvedes Spektakel interesserede Raskolnikow … Man hørte midt gennem Latter og Skrig, at nogen dansede i Takt til Lyden af Guitaren og af en med høj Fistel sungen, ildfuld Dansemelodi, og at Vedkommende slog Takt med Hælene.
Raskolnikow stod ivrig lyttende ved Indgangen. Mørk og eftertænksom bakkede han sig ned og saa nysgærrig ned i Lokalet.
Han vilde gærne have hørt, hvad der blev sunget derinde, ligesom om dette skulde have været af særlig Interesse for ham.
„Jeg kunde jo ogsaa gaa derned,” tænkte han. „De lér, fordi de er drukne. Hvad om jeg nu ogsaa skaffede mig en Rus?”
„Vil De ikke gaa ind, kære Herre?” spurgte en
