Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/219

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

213

Kvinde med en endnu temmelig velklingende Stemme. Hun var temmelig ung og ikke fuldt saa modbydelig som de andre.

„Se se, hvor net!” svarede han og saa paa hende.

Hun smilte, Komplimenten havde behaget hende.

„De er jo ogsaa net", sagde hun.

„Nej, hvrr De ser ussel ud!…” bemærkede en anden med Basstemme; „De kommer vist lige fra Hosskitalet?”

„Dette her er den rigtige Generalsdatter — se bare paa hendes Opstoppernæse,” raabte en lille beruset Bonde, som kom til; hans Frakke stod aaben fortil og han smilte listigt. — „Hej, her gaar det lystigt til!”

„Se til at Du forføjer Dig bort!”

„Jeg gaar jo, jeg gaar jo, min kæreste Pige.”

Og Bonden dinglede ned i Lokalet.

Raskolnikow ville gaa videre.

„Hør kære Herre,” raabte Pigen efter ham.

„Hvad er der?”

Hun lod som om hun blev forlegen; — „kære Herre, jeg vilde gærne være i Følge med Dem, men De tager sent Modet fra mig! Aa, kære Herre giv mig seks Kopek til et Glas Vin.”

Raskolnikow greb i Lommen og gav hende tre Femkopekstykker.

„Aa, hvor De er sød!”

„Hvad hedder Du?”

„Spørg bare efter Duklida.”

„Nej, har Du nogensinde set Magen bemærkede en anden Kvinde af Gruppen og rystede paa Hovedet. „Det kunde da aldrig falde mig ind at tigge saadan, jeg vilde synke i Jorden af Skam, tror jeg.”