214
Raskolnikow saa nysgærrig paa den, som talte. Hun var koparret, omtrent en tredive Aar gammel, med blaa Mærker i Ansigtet og hoven Overlæae. Hun talte rolig og alvorligt.
„Hvor er det jeg har læst”, tænkte Raskolnikow, idet han gik videre, — „hvor er det jeg har læst, at en Dødsdømt en Time før Henrettelsen tænker eller siger, at en Dødsdømt en Time før Henrettelsen tænker eller siger, at selv om han skulde leve paa en Klippe oppe i Højden, paa et Sted, hvor han kun havde Plads til sine to Fødder — og rundtomkring kun saa Afgrunde, Havet, evigt Mørke, evig Ensomhed og evig Storm — selv om han skulde tilbringe sit hele Liv paa et saadant Sted tusind Aar saa vilde han dog foretrække det, fremfor at dø. Blot leve, leve, leve! Hvorledes, det er en Bisag, blot leve! .... Hvilken Sandhed! Gud, hvor sandt! Mennesket er dog ubetinget en Slyngel! … men især den, som kalder ham en Slyngel!” føjede han til efter et Minut.
Han kom ind i en anden Gade. „Ah! Krystalpaladset! Før talte Rasumichin noget om Krystalpaladset. Men hvad var det, jeg vilde her? Jo, læse! Sossimov sagde, han havde læst i Aviserne…”
„Har De Aviser?” spurgte han, idet han traadte ind i en rummelig og proper Restavration, der bestod af flere tildels tomme Værelser. Her sad et Par Gæster og drak The, og i et af de længst bortliggende Værelser sad et Selskab paa fire Personer og drak Champagne. Raskolnikow troede blandt dem at genkende Sametow, men kunde ikke tydelig skælne det paa Afstand.
„Mig er der lige meget!” tænkte han.
„Ønsker De Brændevin?” spurgte Opvarteren.
„Giv mig The. Og Aviser .... saadan en
