215
fem Dage gamle — Du skal faa gode Drikkepenge.”
„Straks! Her er den for i Dag. Brændevin skulde det altsaa ikke være?…”
Theen og de gamle Aviser blev bragt ham. Raskolnikow satte sig til Rette og begyndte at lede.
Efter at han endelig havde ekspederet Forlystelser og Seværdigheder, kom han til Dagsnyt. „Styrtet ned ad en Trappe —— Forbrændt i Drukkenskab — Ildebrand paa Peßki — Ildebrand paa Petersburger-Siden — endnu en Ildebrand sammesteds — atter Ildebrand dersteds ....” saa kom der atter Avertissementer om Forlystelser … „Ah, der!....”
Endelig havde han fundet, hvad han søgte, og begyndte at læse; Linierne flimrede for Øjnene paa ham, men han læste dog hele Beretningen igennem og ledte hastigt i de følgende Numre efter de supplerende Notitser.
Hans Hænder skælvede i krampagtig Utaalmodighed, naar han vendte Bladet om.
Pludselig var der En, som satte sig ved hans Bord. Han saa op — det var Sametow, den selvsamme Sametow med Guldringe og Guldkæder, sortlokket, pomadiseret Haar, elegant Vest, noget luvslidt Frakke og ikke ganske rent Linned. Han var glad, i det mindste smilte han muntert og godmodigt. Ansigtet var lidt ophidset af Champagnen.
„Hvad! De her?” begyndte han forundret og i en Tone, som om han havde en gammel Bekendt for sig, — „endnu i Gaar sagde Rasumichin mig, at De ikke var ved Deres Bevidsthed. Det var mærkeligt! Jeg var oppe hos Dem…”
Raskolnikow havde anet hans Komme. Han lagde Aviserne fra sig og vendte sig til ham. Paa
