220
over sig i en Rus, og det Hele gaar Fanden i Vold! Grønskollinger er det! At tage upaalidelige Folk til at veksle falske Pengesedler! betro en saa vigtig Sag til den første den bedste! Naa, sæt at det havde lykkedes for disse Grønskollinger; hver enkelt af dem havde inkasseret en Million, men saa? … hele Livet igennem! Da var det fornuftigere at hænge sig straks! Ikke engang Vekslingen af Sedlerne forstod de sig paa. En af dem skulde modtage femtusinde paa et Kontor — og saa begyndte han at skælve. Han tæller fire tusinde efter, og det femte tusind putter han til sig utalt bare for at komme saameget hurtigere afsted. Naturligvis vækker det Mistanke. Og saa røg det Hele i Lyset bare for en eneste Dumrians Skyld. Er der nogen Mening i det?”
„At Hænderne kunde skælve paa ham,” faldt Sametow ind, — det er nok muligt. Ja, jeg er fast overbevist om, at det kan forekomme; det kan man ofte ikke undgaa.”
„Ikke det?”
„Som om De var i Stand til det? Nej, jeg kunde det i det mindste ikke! at risikere saadant noget for en Belønning af hundrede Rubler! At gaa ind med falske Penge paa et Kontor, hvor de er indeksercerede i saadanne Sager — nej, jeg vilde absolut blive forlegen. Og De med! tror De ikke det?”
Raskolnikow fik Lyst til at række Tunge ad ham. En Kuldegysning gennemfoer ham.
„Jeg vilde have baaret mig anderledes ad,” sagde han. „Jeg vilde have taget Sagen saaledes: det første Tusind vilde jeg have talt efter fra alle fire Hjørner af Sedlerne og set nøje paa hver eneste Seddel, saa vilde jeg have taget det andet Tusind, tællet det efter omtrent halvvejs, for Eksempel taget en Halvtredsrubel-Seddel ud af Banken, holdt den
