221
op mod Lyset, vendt den om, atter holdt den mod Lyset, som om den kunde været falsk; jeg vilde sagt, at jeg var ængstelig, fordi en Slægtning af mig havde tabt femogtyve Rubler paa den Maade, ogsaa havde jeg fortalt en hel Historie. Naar jeg saa var kommen til det tredje Tusind, vilde jeg atter have taget det andet frem under Paaskud af, at jeg ikke var sikker paa, om en Pakke var rigtig, — og paa den Maade vilde jeg have gjort det med alle fem Tusind. Naar jeg saa var færdig, havde jeg igen taget en Seddel ud af det fjerde og det andet Tusind, atter holdt dem op mod Lyset, atter ytret Tvivl og sagt: „Aah, vær saa god at bytte den” — Kassereren havde jeg bragt til Fortvivlelse, han vilde have været bange for, at han aldrig skulde blive af med mig; Naar jeg saa endelig var færdig og havde aabnet Døren, vilde jeg atter have vendt tilbage, bedet om Undskyldning og spurgt om et eller andet, bedet om en Oplysning — se saadan vilde jeg have baaret mig ad!”
„Aa, hvor De arrangerer udmærket, mente Sametow og lo. — „Men her er det bare under en Samtale, i Virkeligheden var De nok ogsaa snublet over et eller andet. Jeg siger Dem, at jeg ikke tror, at en durkdreven Gavtyv, end sige en saadan som De og jeg, skulde kunne svare for sig selv i et saadant Tilfælde. Men hvorfor behøver vi at gaa saa langt; — vi har jo et nærmere Eksempel her i vor egen Bydel, den myrdede gamle. Det var dog sikkert nok en desperat Karl .... ved højlys Dag at risikere alt! og kun et rent Under har reddet ham — men Hænderne maa dog have skælvet paa ham: at stjæle forstod han ikke, det kunde han ikke gennemføre; det er tydeligt nok bevist....”
Raskolnikow syntes ligefrem at blive fornærmet.
