17
„Nej — det har jeg aldrig prøvet,” svarede Raskolnikow. „Men hvorfor?”
„Naa — jeg kommer nylig derfra — jeg har tilbragt de sidste fem Nætter der.”
Han fyldte sit Glas, tømte det og faldt saa i Tanker. Man saa virkelig paa hans Klæder og i Haaret adskillige Høstraa, og det kunde ogsaa nok se ud til, at han i fem Dage ikke havde været af Klæderne og ikke vasket sig; især var hans Hænder smudsige, fedtede og røde, og der var Sørgerande paa Neglene.
Det lod til, at Mandens Fortælling vakte almindelig, om ikke just livlig Opmærksomhed. Drengene bag Disken begyndte at fnise, Værten kom ned fra Sideværelset, aabenbart i den Hensigt at høre paa „Spøgefuglen”; han satte sig gispende hen i en Krog. Sandsynligvis var Marmeladow her en gammel Bekendt. Hans underlige snirklede Talemaade maatte han vel have vænnet sig til ved at indlade sig i Værtshuspassiar med enhver fremmed Gæst. Denne Særhed har mange Drukkenbolte, især dem, der bliver holdt stramt i Tømme hjemme, og maa taale meget. Derfor søger de, naar de kommer sammen med andre Ligesindede, at tale saa meget som muligt for at skaffe sig Respekt.
„Pudsig Fyr!” sagde Værten højt. „Hvorfor arbejder man da ikke? Hvorfor har De intet Embede, naar De er Embedsmand?”
„Hvorfor jeg intet Embede har, ærede Herre,” svarede Marmeladow, idet han udelukkende henvendte sig til Raskolnikow, som om det var ham, der havde spurgt, „hvorfor jeg intet Embede har? Smærter det mig ikke, at jeg saadan maa drive om til ingen Nytte? Da Hr. Lebesjatnikow i forrige Maaned med sine egne Hænder slog min Kone, og jeg laa og var fuld — tror De ikke, det gjorde mig
