230
Gittret, derefter det venstre — og styrtede i Kanalen.
Det smudsige Vand aabnede og slugte for et Øjeblik sit Offer, men straks efter kom hun atter op paa Overfladen, flød langsomt med Strømmen; Hovedet og Fødderne hang nede i Vandet, kun Ryggen og det som en Blære opblæste Skørt var synligt.
„Der er En, som drukner sig! Der er En, som drukner sig!” raabte en Mængde Stemmer. Folk løb til og begge Bredder fyldtes med Tilskuere. Paa Broen og omkring Raskolnikow samlede der sig en Masse Folk, der pressede og trykkede ham bagfra.
„Herregud, det er jo vor Afroßinjuschka!”[1] raabte en grædefærdig Kvindestemme lige ved Siden af ham. „Aa Gud, red hende, hjælp hende op!”
„En Baad, skaf en Baad!” raabtes der blandt Mængde.
Men det var unødvendigt; en Politibetjent var sprunget ned paa de Trin, som førte til Kanalen, kastede Frakke og Støvler af sig og sprang i Vandet.
Arbejdet var let, den druknede flød nogle Fod fra Bredden, han greb hende med sin højre Haand i Klæderne og med den venstre greb han en Stang, som en Kammerat rakte ham, og den druknede blev halet op.
Man lagde hende paa Trappens Granitstene. Hun kom snart til sig selv, rejste sig og satte sig overende. Derpaa begyndte hun at nyse og snøfte og strøg de vaade Klæder ned med Hænderne. Hun mælede ikke et Ord.
„Hun har drukket, til der dansede smaa Djævle for Øjnene paa hende!” hylede den samme Kvindestemme, der nu befandt sig ved Siden af Euphrosyne.
„det var ikke længe siden hun vilde hænge sig, og de
- ↑ En Fordrejelse af Navnet Euphrosyne.
