229
„Sæt nu, at han … men hvordan kan man ogsaa lade ham gaa alene i den Tilstand? Han drukner sig maaske … Fy for Pokker, der har jeg gjort en slem Bommert! det gaar ikke!” — og han løb tilbage igen for at faa fat i Raskolnikow, men hvert Spor af denne var allerede væk. Han rømmede sig og gik med hurtige Skridt tilbage til Krystalpaladset for at udspørge Samatow.
Raskolnikow gik direkte til Broen, stillede sig midt paa den, lænede sig med begge Albuer ud over Rækværket og saa ud i det Fjærne.
Da han skiltes fra Rasumichin, var han atter bleven saa svag, at han knapt havde kunnet slæbe sig afsted. Han havde helst sat sig ned eller lagt sig et eller andet Sted paa Gaden.
Han stirrede mekanisk paa Vandet, paa det rosenfarvede Genskin af Aftenrøden, paa Husene, der svandt i det begyndende Tusmørke, paa et fjærnt Vindue et Steds oppe i et Kvistkammer, der straalede som Ild af de sidste Solstraaler; paa Kanalens dunkle Vandspejl … og det saa ud til, at han med særlig Opmærksomhed saa derned.
Endelig begyndte røde Ringe at svæve for hans Øjne, Husene drejede sig, de Forbigaaende, Strandbredden, Ekvipagerne — alt drejede sig og dansede i Ring.
Pludselig fo'r han sammen. Et uhyggeligt og frygteligt Syn reddede ham atter fra Afmagt.
Han mærkede at nogen stillede sig paa den højre Side af ham; han drejede sig og saa et svært Kvindemenneske med et Tørklæde paa Hovedet; hendes Ansigt var langagtigt og gult med rødsprængte, indfaldne Øjne. Hun saa ham lige ind i Ansigtet, men lagde øjensynlig alligevel ikke Mærke til sine Omgivelser. Pludselig støttede hun sig med højre Haand paa Rækværket, løftede det højre Ben op over
