228
igen … Man skammer sig tilsidst og kommer igen! Glem altsaa ikke, jeg bor i Huset Potschinkow, tredie Etage…”
„Paa den Maade skulde De altsaa endog gærne lade Dem prygle, Hr. Rasumichin, bare for at have den Fornøjelse at øve Velgærninger!”
„Hvem? jeg? hvilken Idé — jeg drejer Halsen om paa den, som siger det! Altsaa i Huset Potschinkow Nr. 47, i Embedsmanden Babuschins Lejlighed.”
„Jeg kommer ikke, Rasumichin!” Raskolnikow vendte sig om og gik.
„Jeg tør vædde hvad det skal være, at Du kommer!” raabte Rasumichin, „ellers er Du — ellers vil jeg ikke mere vide af Dig! Holdt vendt! Er Sametow derinde?”
„Ja.”
„Har Du set ham?”
„Ja.”
„Og talt med ham?”
„Ja.”
„Om hvad? Naa, det er ligemeget, rejs ad Helvede til jeg bryder mig ikke om at vide det! Potschinkow, 47, Babuschin! — glem det ikke!”
Raskolnikow gik til Havegaden og drejede om Hjørnet, mens Rasumichin stod eftertænksom og saa efter ham. Endelig gjorde han en resigneret Bevægelse og vilde netop til at gaa ind i Huset, men blev staaende midt paa Trappen.
„Fanden staa i det!” sagde han næsten højt, „han taler fornuftigt, og alligevel er det, som om … Men jeg er jo en Nar! … som om ikke Forrykte ogsaa kunde tale fornuftigt? Og det lader som om Sossimow frygter noget af den Slags!” Han bankede med Fingeren paa Panden.
