227
lumpen Sygdom — saa gør I akkurat som Hønen med Ægget. Ikke en Gang dèr kan I lade være at smykke Jer med fremmede Fjær. Intet Spor af selvstændigt Liv er der i Jer! I er lavet af Spermacetsalve og i Stedet for Blod har I Valle i Aarerne. Ingen af Jer skænker jeg den ringeste Tiltro! Det første, I tænker paa, er hvorledes I fremfor alt og til enhver Tid kan komme til at ligne andre Mennesker saa lidt som muligt! Rør Dig ikke af Flækken,” raabte han rasende, da han mærkede, at Raskolnikow var i Begreb med at gaa, „hør alt, hvad jeg siger! Du ved, at der kommer nogen til mig i Aften for at indvie min ny Bolig; maaske er en og anden allerede kommen, men jeg har bedt Onkel være hjemme for at tage imod dem; jeg kommer netop derfra. Altsaa, hvis Du ikke er en Nar, en ganske ordinær Nar, en fuldkommen Nar, en Oversættelse af det udenlandske!… ser Du Rodja, jeg tilstaar jo, at Du er en rask Fyr, men Du er en Nar! — altsaa, endnu en Gang, hvis Du ikke var en Nar, saa vilde Du heller komme til mig i Dag og være hos mig til Aften, end gaa og slide dine Støvler til Unytte. Da Du nu en Gang er gaaet ud, saa er der ikke mere at gøre ved det! Jeg skulde skaffe Dig en blød Lænestol — min Værtinde har en — og hos mig kunde Du faa Te og Selskab … er ikke det nok for Dig, saa skal jeg sørge for Sengeleje til Dig, — paa den Maade kunde Du jo i al Fald komme til at ligge derinde mellem os. Sossimow kommer ogsaa. Vil Du?”
„Nej.”
„Du lyver!” raabte Rasumichin utaalmodig, hvorfra ved Du det? Du kan jo ikke svare for Dig eslv! For Resten forstaar Du Dig ikke heller paa det. Jeg har tusinde Gange selv lagt mig ud med Folk paa samme Maade, men saa er jeg kommen
