Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/238

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

232

sætte mig eller lægge mig et Sted! Jeg skammer mig bare over denne Dumhed! For Resten, det spytter jeg ogsaa paa!… Fy, hvad for Dumheder Ens Hoved ogsaa kan komme til at rumme!”

Vejen til Politistationen gik ligefrem forbi det andet Hjørne til Venstre; herfra og til Stationen var der kun nogle faa Skridt.

Men da han var kommen til det første Hjørne, blev han staaende, grundede lidt, bøjede ind i Sidegaden og gjorde en Omvej gennem to Gader — maaske uden Hensigt, maaske ogsaa for ikke at forhaste sig.

Han gik og stirrede ned mod Jorden. Pludselig var det, som om han hørte nogen hviske sig i Øret. Han løftede Hovedet og saa, at han stod ved hint Hus, lige ved Porten. Siden den Aften havde han ikke været her.

Et uafviseligt og uforklarligt Ønske holdt ham fast.

Han gik ind i Huset, passerede gennem Porten og steg ad den bekendte Trappe op i fjerde Etage.

Der var meget mørkt paa den smalle og stejle Trappe. Han blev staaende paa hver Trappeafsats og saa sig om. I Forstuen til første Etage var Vinduesrammerne taget helt ud; „det var de ikke den Gang,” tænkte han. „Der er den Lejlighed i anden Etage, hvor Nikolaschka og Mit'ka arbejdede; den er lukket og Døren er nymalet; den skal altsaa lejes bort. Der er tredie Etage, og her er fjerde … Her var det!” Han kunde ikke bestemme sig; Døren til den Lejlighed stod paa vid Væg, der var Folk derinde og der hørtes Stemmer; — det havde han ikke ventet.

Han stod raadvild et Øjeblik, saa traadte han nærmere og gik ind.

Ogsaa denne Lejlighed blev restavreret, der var