233
Haandværkere derinde og det bragte ham lidt ud af Fatning. Uden at vide hvorfor havde han indbildt sig, at det Hele vilde se ud ligesom da han forlod det; selv Ligene maatte ligge paa de samme Steder paa Gulvet. Men nu saa han nøgne Vægge, ingen Møbler, — besynderligt! Han gik hen til Vinduet og satte sig i Vindueskarmen.
Der var to Arbejdere derinde, begge unge Fyre. Den ene af dem var næsten endnu et Barn. De klistrede nye Tapeter paa Væggene, hvide Tapeter med lilla Blomster, i Stedet for de forrige gule, afblegede og snavsede fra Pantelaanerskens Tid.
Raskolnikow var ganske ærgerlig over det; han saa fjendtligt paa disse nye Tapeter, som om det gjorde ham ondt, at man forandrede alting.
Arbejderne var øjensynlig forsinkede; nu rullede de skyndsomt deres Papir sammen og gjorde sig i Stand til at gaa. De havde knapt mærket, at Raskolnikow var kommen derind. De talte med hinanden.
Raskolnikow foldede Armene over Brystet og hørte efter.
„Hun kommer altsaa til mig om Morgenen,” sagde den ældre til den yngre, „ganske tidlig om Morgenen og i stiveste Puds. — „Hvorfor pynter Du Dig saadan for min Skyld, hvorfor pynter Du Dig for at komme herop?” — Saa siger hun til mig: „Tit[1] Wassiljewitsch,” siger hun, „fra nu af vil jeg være ganske til Deres Tjeneste.” — Ser Du, saadan er det altsaa! Og hvor hun var pyntet — eller en Modejournal, ganske som efter en Modejournal.”
„Hør, lille Onkel, hvad er det for noget
- ↑ Titus.
