236
Portner!” raabte han, da han var kommen ned i Porten.
Flere Personer stod ved Indgangen fra Gaden og mønstrede de forbigaaende; begge Portnerne stod der ogsaa.
Raskolnikow gik lige hen til dem.
„Hvad vil De?” spurgte en af Portnerne.
„Har Du været paa Stationen?”
„Jeg kommer lige derfra; hvorfor det?”
„Er der nogen der endnu?”
„Ja.”
„Er Assistenten der ogsaa?”
„Han var der et Øjeblik. Hvorfor?” Raskolnikow svarede ikke, men staaende ved Siden af ham hensunken i Eftertanke.
„Han har set paa Lejligheden,” sagde den ældre Arbejder, som kom til.
„Hvilken Lejlighed?”
„Der, hvor vi arbejder. Han sagde: „Hvorfor har de vasket Blodet bort? Her,” sagde han, „er der sket et Mord, og jeg kommer for at leje.” Og han trak i Klokkestrengen, saa han nær havde revet den ned. „Kom,” sagde han, „kom med til Stationen, saa skal jeg fortælle det Hele.” Han var ligefrem paatrængende.
Portneren saa paa Raskolnikow med rynket Pande.
„Hvem er De forresten?” sagde han barsk. „Jeg er Rodion Romanytsch Raskolnikow, forhenværende Student, og boer i Huset Schiele her i Gaden tæt ved, i Logis Nr. 14; spørg bare Portneren dèr, han kender mig.” Raskolnikow sagde det langsomt og grundende, uden at vende sig, og saa ud mod den halvmørke Gade.
„Hvorfor kom De saa herop i Lejligheden?”
„For at se paa den.”
