Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/244

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

238

vel bare en Tyveknægt, som det var om at gøre at komme her ind; indlader man sig med dem, saa bliver man dem aldrig kvit … vi kender det nok!”

„Skal jeg gaa — eller ikke?” tænkte Raskolnikow, idet han blev staaende paa et Gadehjørne og saa' sig om, som om han ventede paa det afgørende Ord fra en eller anden.

Men intet Steds fra kom der noget Svar; alt var stumt og dødt som de Stene, han stod paa; dødt for ham, for ham alene.

Pludselig, langt borte, et Par hundrede Skridt omtrent, dernede ved Enden af Gaden, — skimtede han i det stedse tiltagende Mørke et Opløb og hørte Skrig … Midt i Flokken stod en Vogn. Et Lys bevægede sig midt i Gaden.

„Hvad er det?” Raskolnikow drejede til højre og gik i Retning af Folkestimmelen. Han syntes ligesom at ville klamre sig til, og han smilte ved det; han tænkte paa sin faste Beslutning at gaa til Politistationen og vidste med Bestemthed, at saa ville der straks være en Ende paa det hele.



XIV.

Midt paa Gaden holdt en elegant Ekvipage, forspændt med et Par fyrige Graaskimler.

Der sad ingen indeni, og Kusken var stegen af og holdt Hestene ved Tømmen. Rundt omkring trængte Folk sig frem og foran Politiet. En af Politibetjentene havde en tændt Lygte og belyste dermed noget, som laa paa Gaden ved Siden af Hjulene.

Alle snakkede, skreg og klagede; Kusken vidste ikke,