243
„Saa blev det altsaa Enden?” raabte Katerina Iwanowna fortvivlet og styrtede hen til Manden.
Raskolnikow mærkede snart, at denne Kvinde ikke hørte til dem, der øjeblikkelig salder i Afmagt. Hun lagde straks en Pude under den Ulykkeliges Hoved — ingen havde tænkt paa det. Katerina Iwanowna begyndte derpaa at klæde ham af og at undersøge ham, hun var nervøs travl, men tabte ikke Hovedet. Hun søgte kun at glemme alt andet, bed de skælvende Læber sammen og undertrykte det Skrig, som vilde bane sig Vej fra hendes Bryst.
Raskolnikow anmodede imidlertid en Mand om hurtigt at hente Lægen, som boede i Huset skraas overfor.
„Jeg har sendt Bud efter Lægen,” begyndte han atter til Katerina Iwanowna, „vær De bare rolig, jeg skal klare Udgifterne. Er der ikke noget Vand her? … giv mig en Serviet, et Haandklæde, hvad som helst, men hurtigt! Vi véd jo ikke endnu, hvad Skade han har lidt og hvor meget … Han er bare saaret, ikke død, det er det eneste, som er sikkert. Nu kommer det an paa, hvad Lægen vil sige?”
Katerina Iwanowna løb hen til Vinduet; henne paa Stolen stod et Lerfad med Vand, som hun skulde have vasket i i Nat.
Katerina Iwanowna havde en meget stærk Renlighedssans og ofrede heller sin Nattero, end hun vilde have fundet sig i, at noget var skident; men da der ikke var Linned nok, saa var hun nødt til mindst to Gange om Ugen at benytte Natten til Vask.
Hun greb Fadet for at bære det hen, og var nær ved at falde med det.
Imidlertid havde Raskolnikow selv fundet et Haandklæde, dyppede det i Vandet og begyndte at vaske Marmeladows Ansigt.
