Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/250

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

244

Katerina Iwanowna stod ved Siden af og trykkede Hænderne mod sit Bryst, hun kunde knapt trække Vejret. Hun behøvede selv Hjælp.

Raskolnikow begyndte at begribe, at han maaske havde gjort urigtigt i at bringe den Forulykkede herop. Politibetjenten stod ogsaa og saa til uden at vide, hvad der nu skulde gribes til.

„Polja,” raabte Katerina Iwanowna, „løb hen til Sonja, men skynd Dig! Hvis Du ikke træffer hende hjemme, saa sig til nogen i Huset, at Fader er bleven overkørt og at hun maa komme herhen lige saa snart hun kommer hjem. Skynd Dig, Polja! Der, tag Tørklædet paa.”

„Løb saa rask Du kan!” raabte pludselig den lille Dreng henne paa Stolen og sank saa atter hen i Tavshed som før.

Imidlertid var Værelset blevet saa fuldt af Folk, at der ikke kunde falde et Æble til Gulvet. Politimændene havde fjærnet sig paa en nær; men han blev der og prøvede paa at faa de Uvedkommende til at gaa.

Men saa begyndte alle Madam Lippewechsels Lejebeboere at trænge sig ind fra de indre Værelser. Katerina Iwanowna blev rasende.

„Bare de vilde lade ham dø i Fred!” skreg hun til dem. „Hvad er der at se paa?” … Og saa kommer de herind med Cigaretter! … Hun hostede. „Og med Hatten paa Hovedet! Ud med Jer! Jeg synes, I burde have Agtelse for en døende!”

Hosten kvalte hende næsten, men Tiltalen hjalp. De var aabenbart bange for Katerina Iwanowna.

Den ene efter den anden trak sig tilbage, og det var med dette indre Velbehag, som man kan mærke hos ethvert, endog det nærmeststaaende Menneske, naar der tilstøder en anden en pludselig Ulykke,