247
somt henne i en Krog og saa' paa ham med sine forundrede, barnligt-stirrende Øjne.
„A … a …” Han saa' uroligt hen paa hende og syntes at ville sige noget.
„Hvad ønsker Du min Ven?” spurgte Katerina Iwanowna.
„Barfod! lille Barfod!” fik han frem, og viste hen paa de nøgne Fødder med sine sindssløve Øjne.
„Ti stille!” raabte Katerina Iwanowna opirret „Du véd selv, hvorfor hun er Barfodet!”
„Gud være lovet, der er Lægen!” raabte Raskolnikow glad.
Lægen traadte ind; det var en gammel, korrekt Tysker, som saa sig mistroisk om, gik hen til den Syge, følte paa Pulsen, berørte opmærksomt Hovedet og med Hjælp af Katerina Iwanowna fjærnede han den blodsudlede Skjorte og blottede den Syges Bryst.
Hele Brystet var kvæstet og sønderflænget; flere Ribben paa høire Side var brækkede. Paa venstre Side over Hjærtet, var der et uheldvarslende, stort gulsort Saar, Følgen af et frygteligt Slag af en Hestehov.
Lægen satte et betænkeligt Ansigt op.
Politibetjenten fortalte ham, at den Forulykkede var blevet greben af et af Hjulene og slæbt omtrent tredive Skridt henad Kørebanen.
„Det er mærkværdigt, at han er kommen til Bevidsthed”, hviskede Lægen til Raskolnikow.
„Hvordan mener De?” spurgte denne.
„Han er snart færdig.”
„Er der virkelig ikke Spor af Haab?”
„Ikke det allermindste! Han er paa det sidste nu. Hovedet er ogsaa farlig saaret … Hm! Man kunde jo nok aarelade ham, men det er til ingen
