250
Hun stirrede hen mod Sofaen, paa Præsten, og var stakaandet af at have løbet saa hurtigt.
Nogle enkelte Ord fra Mængden, der hviskede indbyrdes, traf hendes Øre. Hun sænkede Blikket, gik ind i Lejligheden, men blev staaende lige ved Døren.
Skriftemaal og Tildelelse af Sakramentet var forbi. Katerina Iwanowna gik atter hen til sin Mands Leje.
Præsten trak sig tilbage og vilde endnu før sin Bortgang rette et Par Trøstens Ord til Katerina Iwanowna.
„Men hvad skal jeg tage mig for med disse her?” afbrød hun ham fræk og opirret, idet hun pegede paa de Smaa.
„Gud er barmhjærtig; haab paa den Almægtiges Hjælp!” begyndte han.
„Ja, det er godt nok!… Barmhjærtig, ja — bare ikke mod os!”
„Det er syndig Tale, Madam!” ytrede Præsten og rystede paa Hovedet.
„Og dette, er det maaske ikke Synd!” raabte Katerina Iwanowna og pegede hen paa den Døende.
„Maaske vil de, som uden sin Villie er Skyld I dette, lade sig bevæge til at erstatte Dem i det mindste en Del af Deres Tab i Indtægter…”
„De forstaar mig ikke!” raabte Katerina Iwanowna opirret. „Hvad er der at erstatte dér? Han var jo fuld og dinglede selv ind under Hestene! Hvad for Indtægter? Om Indtægter var der ikke Tale hos ham, bare om Sorg og Skam. Den Drukkenbolt drak jo alting op! Han har bestjaalet os og taget det altsammen med sig til Knejpen; han har ødelagt mit og Børnenes Liv! Gud ske Lov, at han dør! Nu skal vi vel forhaabentlig lide mindre.”
