251
„Man maa tilgive i Dødsstunden; hvad De dér siger, er Synd, Madam; saadanne Ytringer er meget syndige!”
Katerina Iwanowna gav sig til at pusle om den Syge, gav ham Drikke, tørrede Sveden og Blodet af Hovedet, lagde Hovedpuden til Rette og talte samtidig med den Gejstlige, idet hun nu og da vendte sig om mod ham.
Men pludselig udbrød hun næsten ude af sig selv af Fortvivlelse:
„Ak, Fader! Det er Ord, kun tomme Ord! Tilgive!… Var han ikke bleven slaaet fordærvet i Dag, var han dog kommen fuld hjem. Han ejer kun en eneste Skjorte, og selv den er laset, og saa havde han kastet sig paa Sengen og sovet som en Sten, mens jeg skulde have plasket i Vand lige til Morgenstunden for at vaske hans og Børnenes skidne Linned, tørre det ved Vinduet og saa ved Daggry stoppe og lappe det; det er min Nat! Hvorfor snakker De saa om Tilgivelse! Er det ikke Tilgivelse nok?”
Et forfærdeligt Hosteanfald afbrød hendes Tales Strøm. Hun spyttede i en Klud og holdt den frem for Præstens Øjne; den var ganske fuld af Blod.
Præsten bøjede Hovedet og sagde ikke et Ord.
Marmeladow kæmpede med Døden. Han vendte ikke Øjnene fra Katerina Iwanowna, der nu atter havde bøjet sig over ham. Han vilde sige hende noget, bevægede møjsommelig Tungen og bragte uforstaaelige Ord frem; men Katerina Iwanowna, der forstod, at han vilde bede hende om Tilgivelse, sagde barskt til ham:
„Ti stille! Det behøves ikke!… Jeg ved, hvad Du vil sige!”
Og den Syge tav; i næste Øjeblik faldt hans flakkende Blik mod Døren, og han genkendte Sofia,
