258
og havde travlt med et Par store Themaskiner, Flasker, Tallerkener og Fade med Smørrebrød og Kompot.
Raskolnikow lod dem bede Rasumichin om at komme ud; denne var henrykt over at se ham; man saa ved første Blik, at Rasumichin havde drukket mere end sædvanligt, og skønt han i Reglen aldrig drak sig fuld, var han dog denne Gang lidt beruset.
„Hør,” sagde Raskolnikow, „jeg er bare kommen for at sige Dig, at Du har vundet Væddemaalet, og at man virkelig aldrig véd, hvad der kan gaa af En. Men gaa ind kan jeg ikke, for jeg er saa mat, at jeg gærne kunde falde omkuld med det samme. Og dermed Godnat! Men kom hen til mig i Morgen…”
„Hør, véd Du hvad, jeg vil følge Dig hjem! Naar Du selv siger, at Du er saa mat, saa…”
„Men dine Gæster? Hvem er den krøllede Herre, som netop kiggede ud?”
„Han? … jeg véd Fanden ikke! Muligvis en Bekendt af Onkel … Jeg lader Onkel besørge dem allesammen, det er en prægtig Fyr; det er Synd, at Du ikke nu kan gøre hans Bekendtskab. For Resten maa Fanden gærne tage dem allesammen for mig! De behøver mig ikke nu, og jeg har godt af at afkøle mig lidt; for ser Du, lille Broder, Du er kommen i rette Tid; to Minutter senere, og jeg havde sandsynligvis givet mig til at slaas derinde, ved Gud! De sidder allesammen i Vrøvl og Vaas op over Ørene … Du kan ikke gøre Dig Begreb om, hvor Folk kan vrøvle! For Resten, hvorfor ikke? Som om ikke vi to ogsaa havde vrøvlet en hel Del sammen? Lad dem bare sludre, maaske faar man saa meget mindre af det siden. Sæt Dig ned et Øjeblik, jeg vil kalde paa Sossimow.”
Sossimow skyndte sig med en vis Hast hen til
