259
Raskolnikow; man saa, at han var nysgærrig, men hans Ansigt opklaredes snart.
„Gaa hjem og sov straks!” sagde han med afgørende Betoning, idet han iagttog Patienten, „og tag om muligt noget ind til Natten. Vil De? Jeg har allerede sørget for det … et lidet Pulver.”
„Jeg skal gærne tage to”, svarede Raskolnikow.
Pulverne blev tagne paa Stedet.
„Det er godt, at Du selv følger ham,” sagde Sossimow til Rasumichin, „vi faar nu at se, hvordan det staar i Morgen — i Dag er det slet ikke saa ilde; betydelig Forandring fra før. Man lærer, saa længe man lever.”
„Ved Du, hvad Sossimow hviskede til mig, da vi gik?” plumpede Rasumichin ud, da de var nede paa Gaden;” … jeg vil ikke, ser Du, sige Dig alt paa en Gang, for vi er jo alle i Grunden saa naragtige. Sossimow bad mig om at tale lidt med Dig Undervejs og faa Dig til at tale mere, og saa skulde jeg siden fortælle ham alt han har en Idé … nemlig — at Du er gal eller nærved. Tænk bare! For det første er Du tre Gange fornuftigere end han; og for det andet, naar Du ikke er gal, saa kan Du blæse ad hans Vrøvl; og for det tredje er denne Kødklump, om egentlig har Kirurgi til Specialitet, nu forhippet paa Sindssygdomme, og hvad Dig angaar, saa har din Samtale i Dag med Sametow endeligen overtyder ham om det.”
„Har Sametow fortalt Dig alt.”
„Ja, hele Historien, og det var udmærket godt gjort af ham. Jeg har med min fine Opfattelse forstaaet det altsammen, Sametow ogsaa … Naa med ét Ord, Rodja … Sagen er, ser Du … jeg er lidt fuld nu … men det gør ingen Ting
