21
men hun havde dog nok Lyst til at prale lidt med de svundne Dages Lykke. — Jeg fortænker hende ikke i det, jeg bebrejder hende det ikke; det er jo det sidste Minde, hun har — alle de andre er gaaet al Kødets Gang. — Ja, ja — hun er en meget hidsig Dame, stolt og ubøjelig. Hun skurer selv Gulvet og spiser Rugbrød, men Ringeagt kan hun ikke bære. Derfor kunde hun heller ikke finde sig i Hr. Lebesjatnikows Grovhed, og da han saa egenhændig slog hende, saa maatte hun lægge sig til Sengs, ikke paa Grund af Pryglene, hun fik, men af Harme over den lave Behandling. Hun var Enke med tre smaa Børn, da jeg giftede mig med hende. Hendes første Mand var Infanteriofficer; hun havde giftet sig med ham af Kærlighed og var flygtet bort fra sine Forældres Hus med ham. Hun elskede ham uudsigeligt; men han begyndte at spille, og det tog en sørgelig Ende med ham. Tilsidst begyndte han at mishandle hende — og dog har hun ikke glemt ham — det har jeg sikre Beviser paa — hun mindes ham endnu den Dag i Dag med Taarer og stiller ham op som et Mønster for mig; og jeg glæder mig derover, jeg glæder mig over at se hende lykkelig, om det ogsaa kun er ved sine Minder. Han lod hende tilbage i en afsidesliggende Landsby, hvor ogsaa jeg den Gang befandt mig, og hun levede dèr i den mest haabløse Fattigdom, at jeg ikke kan beskrive det, skønt jeg har set megen Elendighed. Alle hendes Slægtninge havde vendt sig fra hende, og hun var stolt, meget stolt. Og nu, kære Herre, jeg, der var Enkemand med en fjortenaarig Datter, jeg bød hende nu min Haand; jeg kunde ikke taale at se hendes Elendighed. De vil selv kunne indse, i hvilken grænseløs Fattigdom hun maa være sunken, naar hun, der var dannet og af fornem Familie, tog imod mit Tilbud. Hun tog mig hulkende og grædende, mens hun vred sine Hænder, men
